Drømmerier

Er du ligesom jeg, én der konstant er igang med et hav af projekter, uddannelser og diverse kunstneriske udfoldelser, eller går du og drømmer om alt dette? Drømmer om at få tiden, modet eller overskuddet til at springe ud i det?

Er du ligesom jeg, én med en alen lang “bucket-list”, der nærmest virker mere skræmmende og demotiverende, end det modsatte? Fordi du har svært ved at se, hvor du skal begynde, og hvordan det nogensinde kan blive muligt at udleve dine drømme?

Jeg har tit svært ved at acceptere, hvis tingene går for langsomt, og tit og ofte starter jeg gerne samtlige projekter op på samme tid, fordi jeg vil det hele på en gang. Med det resultat, at jeg går død i stort set alt, kort tid efter, og det hele mere eller mindre flobber. Jeg har hverken tiden, økonomien, eller overskuddet til at skulle udleve alle mine drømme på én gang, og det har jeg indset nu. Jeg har små børn, jeg har en kæreste og jeg har mig selv, som jeg skal passe på.

Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan drømme. Eller arbejde sig hen imod en drøm. For en skønne dag vil man have mere overskud, af den ene eller anden art. Børnene er blevet store, økonomien er måske vokset, og man prioriterer pludselig anderledes.

Det er okay at vente til tiden er den rette! Jeg bliver i hvert fald nødt til at drømme lidt endnu!