Hvad skal vi spise?
Okay, jeg kryber til korset og indrømmer blankt at, hvis der er noget vi stadig ikke har styr på efter 12 år med børn, så er det aftensmaden! Hverken jeg, eller min bedre halvdel vinder prisen for gode kulinariske oplevelser. Vi kører de samme retter igen og igen. Lasagne, tortillas, boller i karry, hjemmelavet pizza, pasta og kødsovs osv. osv. (folk med børn kender sikkert også disse retter).
“MOR! Du laver ALTID Lasagne!”
– Andrea 10 år
Vi laver dem ikke fordi, at de er de mest velsmagende retter, men fordi det er de hurtigste, samt de retter vi kan finde ud af. Som oftest også fordi det er de retter vi (næsten) med sikkerhed ved, at vores børn gider at spise. Med næsten, mener jeg, de retter som vores børn nogle dage godt kan lide, og andre dage af uvisse årsager ikke kan(!). Her falder den ældste på 16 år udenfor, da han taknemligt spiser alt hvad der bliver serveret for ham!! Tak for dig!!
Godt nok sørger jeg for det meste at skjule tonsvis af grøntsager i retterne, så pigerne (og de voksne selvfølgelig) får det de har behov for, men jeg kan mærke, at jeg ikke orker de samme retter mere. Eller kræsenpinde for den sags skyld. Jeg orker dog heller ikke at skulle finde nye retter dag ud og dag ind, bruge ekstra tid på at fumle mig igennem madlavningen, for til sidst at kyle halvdelen ud, fordi størstedelen af hjemmets beboer ikke spiser det der serveres. Så hvad skal jeg gøre!? Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste der har det sådan, hvilket trøster mig en smule.
Jeg må dog erkende, at hvis vi skal have nye og næringsrige retter i hverdagen, er det op til mig, da jeg trods alt går mere op i madlavning end min bedre halvdel.
Og børnene lærer jo aldrig at spise andet, hvis vi ikke serverer andet!
Derfor har jeg taget tyren ved hornene, og forsøger nu at prioritere maden en smule højere end hidtil. For ikke at skulle stå i dagligvarebutikken klokken 1 minut i spisetid som et stort spørgsmålstegn, har jeg lavet en skabelon jeg kan gå ud fra. Hvis nogen skulle være interesseret, ser den således ud:
MANDAG
Mandags-gryderetten (sammenkogt ret). Kan være alt lige fra Chili con carne til Thaigryde, eller One pot Pasta. Eneste kriterium er, at det hele skal kunne laves i en stor gryde uden for mange dikkedarer. Så må ungerne spise det eller lade være.


TIRSDAG
Vegetar-dagen. Min datter på 10 år elsker dyr, og ønsker egentlig allermest mad uden kød (hun bruger især denne undskyldning, hvis der er noget hun ikke kan lide). Jeg har i flere perioder selv ønsket at udelukke det meste kød fra maden, men det kræver gevaldigt meget tilvænning, så i første omgang må vi nøjes med én dag om ugen. Eneste kriterium, ja, det siger sig selv, ingen kød i retten.
ONSDAG
Onsdags-fisk. Hvis der er noget jeg har forsøgt at undgå gennem det meste af min levetid, så er det fisk! Jeg har aldrig kunne fordrage de svømmende bæster! MEN! ligesom børnene skal give sig, så skal jeg også! Jeg er også blevet bedre til det gennem årene, og er nu i stand til at spise sushi, laks i alle afskygninger og tun på dåse, og endda med velbehag. Eneste kriterium er, at retten rent faktisk skal indeholde fisk.


TORSDAG
Delle-dag. Frikadeller er et hit hos børnene. Vi spiser dog ikke svinekød hjemme hos os, så dellerne består for det meste af kylling- eller oksekød. Men der findes jo et hav af andre alternativer til grise-dunserne, udover kylling og okse. Det er bare at gå på opdagelse! Eneste kriterium er, at de ligner frikadeller! Resten af tilbehøret må så til gengæld gerne variere en smule fra uge til uge.
FREDAG
Favorit-fredag (børnenes favoritter). Fredag er børnenes fest-dag hjemme hos os, fordi vi hygger med Disney sjov og slik. For at det hele ikke kun skal gå efter mit hoved, og når nu kloge hoveder siger, at inddragelse af børn i køkkenet bidrager til mere madglæde hos dem, får de denne dag lov til at vælge menuen. Eneste kriterium er bare, at retten skal indeholde godt med grøntsager. Måske ikke i tilfælde af at de vælger risengrød, men udover det.


LØRDAG
Ovn-dagen. Alt hvad der kan bages i ovnen. Det kan være alt lige fra lørdagskylling med rodfrugter, den famøse lasagne eller blot en tærte. Chokoladekage gælder ikke! Eneste kriterium er, at det bliver bagt… Ordentligt.
SØNDAG
Suppe-søndag. What’s not to like! Du kan putte ALT i en suppe. Blende den og voila, ingen aner hvad der er i den, men den smager forhåbentlig alligevel godt. Vi har ofte kørt Mou’s tomatsuppe ind herhjemme, meeen jeg tror det er på tide at forsøge med lidt andet. Og hjemmelavet. Eneste kriterium er, at det helst skal smage godt!

Egentlig havde jeg tænkt mig at lave en rest-dag, men selvom der ikke er plads til denne dag, kan vi jo stadig bruge resterne de efterfølgende dage. Ellers er alternativet at fryse det ned, og hey! så slipper man for at stå som ét stort spørgsmålstegn klokken 1 minut i spisetid en anden dag!!


