MADRO!

Er der noget der kan få mig ud af balance, og endda så meget, at jeg aldrig nogensinde tør tro på, at jeg finder mig selv igen, så er det mine evige kampe med mine yndige og ekstremt dejlige, men næsten altid umulige døtre ved aftensmadsbordet.

Jeg VIL IKKE have det der!

– AYA 5 ÅR

Jeg er normalt ikke typen der læser lange bøger om børneopdragelse. Egentlig mest fordi jeg som oftest føler, at det er et kæmpe slag lige i face, når jeg bliver gjort opmærksom på alt det, jeg burde have gjort i min opdragelse af børnene. MEN jeg tog mig en dag sammen og læste bogen “Madro” af Morten Elsøe og Anne Gaardmand, fordi jeg simpelthen havde brug for hjælp! Og hold nu op, hvor blev jeg klogere!

Vi har skam nogle hyggelige stunder ved aftenbordet – lad os sige 1/10 af gangene. Resten af tiden foregår det gerne således:

• Moren (eller faren) snitter, hakker, moser, masser, rører, steger, bager, koger osv. osv. You get the picture! Det hele ud fra den bedste overbevisning om, at det der serveres er noget rollingerne vil spise.
• Børnene cirkulerer rundt om kokken som små glubske ulve, på rov efter noget de kan fortære, fordi de (ifølge dem selv) er ved at DØ af sult!
• De bliver smidt ud af køkkenet og der arbejdes endnu hurtigere end før, for hvad nu hvis de dør af sult! Eller æder hinanden!
• Maden er færdig! Der bliver kaldt ind til aftensmad.
• Der bliver kaldt ind til aftensmad… Igen…
• Børnene kigger på aftensmaden fra et par meters afstand, med det moren vil kalde skeptiske blikke.
• Forældrene holder vejret og krydser fingre for, at den mellemste ikke sender utilfredse signaler, der påvirker lillesøsteren.
• Den mellemste bryder ud med en efterhånden brugt sætning ala. “eeej, må jeg ikke få en rugbrød i stedet for?”
• Den mindste kommer efterfølgende med en lige så brugt sætning ala. “Jeg kan ikke li’ det der!”.
• Moren og faren – “SUK! Sæt jer ned og smag på det!”
• Børn (skeptiske blikke!!!), hvorefter retten får et par stik med gaflen.
• Den mellemste – “Jeg er ikke så sulten alligevel”.
• Den mindste der tror, at det er tilladt at gå sin vej igen, fordi maden ikke smager hende, eller har svært ved bare at sidde stille, fordi det da bare er super uinteressant det der foregår ved bordet.
• Os (far og mor), der bruger resten af vores dagsration tålmodighed og energi på at få ungen til at sætte sig igen, og sidde stille.
• Os der forsøger at forhandle, forsøger at presse eller true, gør et lille nummer ud af det, kommer til at gøre et alt for stort nummer ud af det eller bare giver op.
• Børnene der er absolut ligeglade og hos hvem det rager en papand!
• Maden der er blevet kold – og hvor det nu er problemet i stedet for.
• Moren der nu med sikkerhed tror at hendes børn dør af sult, giver (læs; nogle gang) efter og smører dem en klapper med leverpostej!

Jøsses! Det er så langt fra hyggeligt, og en evig kamp at få pigerne til at spise – eller spise det jeg synes de skal (den ældste spiser hvad der bliver serveret – og tak for at være et skide godt eksempel!).

Nogle gange kan scenariet være anderledes, men med det til fælles, at der er en til tider stresset stemning ved bordet og det er bare ikke fedt.

Efter at have læst “Madro”, der iøvrigt tager fat i mange forskellige problematikker omkring børns (og voksnes) spisevaner, og efter at have benyttet mig af flere af de gode råd bogen kommer med, kan man mærke en betydelig forskel ved aftensmadsbordet.

For det første er det altafgørende, at man som forældre ikke gør spisning til en træls ting for børnene. Man skal selvfølgelig sidde ordentlig ved bordet, men udover det, er det okay at fjolle og have det sjovt! Vi skal hygge os, så længe det ikke går udover spisningen.

Vi som forældre vælger retterne, pånær om fredagen, hvor det er børnenes favorit-mad-dag (se gerne hvordan jeg forsøger at undgå at ryge i “hvad skal vi spise-fælden” under Hvad skal vi spise?)

Vi sørger for, at der er lidt forskelligt at vælge mellem (gerne en masse sunde og næringsrige ting), så børnene får mulighed for selv at vælge, hvad de vil have på tallerknen. Hvis de så udelukkende vælger pasta, ris eller brød, så fred være med det. De skal nok få det grønne på et andet tidspunkt! Faktisk har jeg erfaret, at et grøntsagsfad med gulerodsstænger, agurkestænger, peberfrugt og lign. forsvinder på ingen tid, hvis det bliver stillet på bordet lige i ulvetimen. Børnene får spist deres grønt og vi undgår sultne glubske ulveunger under madlavningen. Det er jo win win!

Det kan så godt være, at børnene en gang imellem, bliver nødt til at udsætte deres behov for mad, hvilket også kan være lærerigt (altså at behovsudsætte), men som udgangspunkt holder jeg på, at børnene skal lære at mærke efter deres egen krops signaler, og i dette tilfælde sult og mæthed. Derfor nytter det heller ikke noget, at vi som forældre fortæller børnene, hvornår de skal spise og hvor meget de skal spise.

Vi kan guide dem i den rigtige retning ved at gøre det mad vi ønsker de spiser mere tilgængeligt og sjovt, og så krydse fingre for, at de med tiden vænner sig til at spise det!

Tjek lige bogen ud en gang!